sep 14

Erik Ingerslev


SF Jammerbugt afholdt i går, onsdag den 13. september en ekstraordinær generalforsamling.
Her gav SF´s mangeårige medlem af kommunalbestyrelsen, Erik Ingerslev, tilsagn om at genopstille ved det kommende kommunalvalg den 21. november.
Frank Østergaard, formand for SF Jammerbugt og partiets spidskandidat udtaler: ”Jeg er glad for at vi i SF Jammerbugt nu også har fået opstillet en kandidat, Erik Ingerslev, i den østlige del af Jammerbugt Kommune. Oven i købet en med megen kommunalpolitisk erfaring. ”
”Jeg tror på, at med det hold SF har ved kommunalvalget den 21. november, er der gode chancer for, at SF får 2 mandater valgt til den nye kommunalbestyrelse. ” Afslutter Frank Østergaard sin udtalelse.

Erik Ingerslev udtaler: ”Selv om jeg i lang tid har tilkendegivet at jeg efter 32 år i kommunalpolitik synes det var på tide at stoppe, er jeg bestemt ikke helt udbrændt endnu. Det har været svært for SF at få kandidater i hele kommunen. Især i det område af Jammerbugt Kommune der dækker det gamle Aabybro kommune har vi ikke kunnet få nogen til at stille op. Derfor har jeg så sagt ja til at påtage mig den opgave. ”
Erik Ingerslev siger videre: ”Det betyder ingen ændring i forhold til, at vores spidskandidat i SF er Frank Østergaard. Frank Østergaard har min og partiforeningens fulde støtte som spidskandidat for SF! ”
På generalforsamlingen valgte SF at opstille på partiliste.
SF´s kandidatliste ved kommunalvalget den 21. november bliver:
1. Frank Østergaard, Kaas
2. Charlotte Holst Høybye, Fjerritslev
3. Peter Klitgaard, Tranum
4. Line M. Mousten, Saltum
5. Karin Christoffersen, Attrup
6. Matias Appel, Pandrup
7. Erik Ingerslev, Aabybro

Lukket for kommentarer.

preload preload preload