 |
Studerende
Camilla Boel Nielsen
Kornblomstvej 13
Klim
9690 Fjerritslev
2044 6494
camilla.boel.nielsen@gmail.com |
Jeg er 18 år og bor i
Klim. I sommer blev jeg student fra Fjerritslev Gymnasium, hvor jeg har
gået på samfundsfaglig linje. Efter min studentereksamen har været i
virksomhedspraktik i Muskelsvindfondens kommunikationsafdeling i Århus.
Fra d. 20. september og tre måneder frem er jeg elev på Silkeborg
Højskole, hvor jeg skal gå på Politik-linjen.
Derudover bruger jeg meget
af min tid på frivilligt arbejde. Jeg sidder i Ungdoms Politisk udvalg i
Muskelsvindfonden, jeg har arrangeret og afviklet forskellige
arrangementer for unge med Muskelsvind, er bestyrelsesmedlem i en
nyopstartet afdeling af Ungdommens Røde Kors i Fjerritslev og så
arbejder jeg på Grøn Koncert som frivillig crew, hvor jeg næste år har
ansvaret for en af boderne.
|
Jeg går til valg på tre
mærkesager:
Tilgængelighed for
alle i det offentlige rum
- Vi lever i et Danmark, hvor der burde være plads
til alle. Desværre er det ikke helt tilfældet. Hvis man har et handicap
og sidder i kørestol, er gangbesværet eller lignende, sker det alt for
tit, at man støder ind i problemer med dårlig tilgængelighed. Dårlig
tilgængelighed i den forstand, at der simpelthen er steder man er
udelukket fra fordi man f.eks. ikke kan gå på trapper. Det gælder
butikker, restauranter, men også skoler og fritidsklubber. Det er
diskriminerende, at man ikke kan få lov til at færdes frit fordi man har
et handicap.
Derfor vil jeg arbejde for at vi i Jammerbugt
Kommune overholder loven om at al nybyggeri skal tage hensyn til
tilgængelighed og at allerede eksisterende byggeri ved meget få
ændringer bliver tilgængelige. Med få midler kan vi være med til at
skabe plads til forskelle i vores kommune og lette hverdagen for både
folk med handicap, ældre og børnefamilier med barne- eller klapvogne.
Bedre vilkår for
folkeskoleelever
- Desværre ser vi i
disse år, at flere og flere børn og unge forlader folkeskolen uden de
nødvendige færdigheder inden for specielt dansk og matematik. Det er
ikke acceptabelt at vi i Danmark kan tillade at så mange børn bliver
tabt på gulvet i skolesystemet og ikke får den hjælp de har behov for.
Børn lærer forskelligt og i forskellige tempi, men som det ser ud nu,
har lærerne ikke de nødvendige ressourcer til at tage hånd om disse
forskelligheder. Det har de konsekvenser, at lærerne føler sig
utilstrækkelige og at nogle elever på denne bekostning bliver
tilsidesat. Det giver et dårligt arbejdsklima for lærerne, men hvad der
er endnu mere trist, giver det virkelig dårlige fremtidsudsigter for
børnene. Det er i folkeskolen grundstenene skal lægges for fremtidig
læring og derfor er det så vigtigt, at der sker en ændring på dette
område.
En måde at bearbejde dette problem på, er ved at
have to-lærersystem eller lærerassistenter i de første skoleår som
minimum. Det vil jeg arbejde for.
Ungdommen skal
høres
- Unge som er under
18 år og derfor ikke har stemmeret bliver alt for sjældent hørt. Der
bliver truffet en masse beslutninger, som har stor betydning for de unge
i vores kommune, men alt for tit bliver disse beslutninger truffet uden
involvering af de unge. Det er ærgerligt og forkert, for selvom de ikke
har stemmeret, så har de alligevel interesse for og lyst til at være en
del af det politiske arbejde. Umiddelbart ser jeg mig selv som værende
mere på bølgelængde med de unge i forhold til de ældre kandidater og
derfor vil jeg gøre mit til at der bliver taget større hensyn til de
unge ved at lytte til dem og deres behov.
|