ulla schønberg

Sygeplejerske
Ulla Schønberg

Møllevej 53
9690 Fjerritslev
9821 1554
ullasch@mail.dk

Formand for SF Jammerbugt


Jeg kommer oprindelig fra Sjælland, men har boet de sidste 32 år her i Jammerbugt, først i Vust, kommunens vest-grænse, siden lidt øst for Fjerritslev, hvor jeg bor med min mand og den yngste af vore 4 børn på en bondegård, som vi driver økologisk. Jeg arbejder som sygeplejerske i det lokale lægehus.

At tage aktivt del i hvad der rører sig lokalt, har altid tiltalt mig; det være sig bestyrelsen i børnehave og skole, eller som frivillig i Kino eller sportsklub.

I 1989 syntes jeg der manglede repræsentation af rød/grøn politik i kommunen, og var derfor med til at stifte SF-Fjerritslev, nu SF-Jammerbugt.

Jeg ved at det meste her i livet har en pris, så jeg vil gerne medvirke til:

  • En bedre offentlig service – på bekostning af ”det frie valg”.

  • En bedre folkeskole – evt. på bekostning af enkelte skoler

  • Et bedre miljø/klima – selv om det koster skattekroner.

  forside sf-jammerbugt/valg 2009

I Nordjyske d.13. maj tog Ole Stavad fat på et væsentligt emne. Et nærmest ”hemmeligt” problem, som det er lykkedes regeringen at indføre uden at nogen rigtig har opdaget det.

Problemets navn er ”BUM –Modellen”. Denne indretning er forudsætningen for det forjættede ”frie valg” inden for social og sundhedsområdet i kommunerne (BUM står for:Bestiller-Udfører-Modtager).

Bum-modellen er en nødvendighed for at Hr. Petersen eller Fru Sørensen kan vælge om deres hjemmehjælper skal være privat eller offentlig ansat (det er de samme 50 minutter, der er sat af til rengøringen).

I princippet gælder det også sygeplejen. I Jammerbugt har der dog endnu ikke meldt sig private udbydere på det område. Men kommunen er forberedt på denne mulighed også.

For at kunne regne ud hvad kommunen skal betale til den private udbyder, går der en rum tid med at opstille de forskellige ydelser, borgerne kunne tænkes at have brug for. Ydelserne skal tidsbestemmes på minutter!

Desuden er det nødvendigt med en central visitation. I visitationsgruppen sidder en mængde dygtige folk, som bruger tid på at beslutte, om hver enkelt lille detalje hos Hr. Petersen nu er nødvendig, for eksempel om personalet må hjælpe Hr. Petersen med at få dryppet øjne.– for så at bestille udførelsen hos personalet, - som først da må have lov til at fx at hjælpe Hr. Petersen med at få dryppet øjne. Det går ikke at den kompetente sygeplejerske eller SOSU-assistent, som alligevel er hos Hr. Petersen for at dosere medicinen, selv vurderer, at der er behov for hjælp til øjendrypning!!

Ligeledes er det tidligere så effektive og velfungerende samarbejde mellem faggrupperne selvfølgelig ophævet: Det er ikke praktisk muligt med tæt samarbejde mellem private og offentlige udbydere!

For at få en sådan ordning til at fungere, kræves vældig meget styring og kontrol. Mange har nok hørt og oplevet at mængden af ”stopurstyranni” er øget – men hvor galt det i virkeligheden står til, ved kun de, som dagligt arbejder med/udsættes for det bureaukratiske monster kaldet ”BUM-modellen”.

Regeringen indrømmer nu selv at BUM –modellen ikke fremmer den enkelte medarbejders talenter – tværtimod. Men derudover går der også alt for mange penge til uproduktiv styring og kontrol. De penge kunne bruges meget bedre i den direkte pleje og omsorg.

Lad os endelig gå sammen om at finde en bedre løsning på den fælles offentlige opgave, som hjælp til de syge og svage retteligt er! Den lige vej er at afskaffe det frie valg i den basale pleje og hjemmehjælp.


Med venlig hilsen
Ulla Schønberg
Formand for SF-Jammerbugt
Møllevejen 53, 9690 Fjerritslev


Folkeskolen i Jammerbugt kommune.

Leo Kristensen fra Moseby bad i lørdagsavisen om bud på fremtidens skolestruktur i kommunen.

Jeg synes ligesom du, Leo Kristensen, at vores børn skal have en god og tryg skolestart. For eksempel ved at der er 2 lærere i de små klasser - i hvert fald i dansk og matematik. Som det er nu kan der sidde 28 små børn i en børnehaveklasse eller første klasse med én lærer! Det duer ikke!

I den seneste periode har 16- 17 skoleledere forladt deres stilling (Der er 21 folkeskoler i kommunen). Det er ikke tegn på gode vilkår i vore skoler!

Mange steder er der ikke råd til vikardækning – det må de øvrige lærere klare. Der er skåret på lejrskoler og ekskursioner. Og materialekontoen har været helt i bund.

Og sidst men ikke mindst er der skåret ned på hjælpen til de svageste elever, som nu bare må ”hænge på i klassen” på bedste beskub. Det kalder man ”rummelighed” eller ”inklusion”, men det er synd for børnene; både det barn med ekstra hjælp behov, og de øvrige børn som oplever forøget uro i klassen.

Altså, der skal tilføres skoleområdet flere midler. Men sådan som jeg ser det, må midlerne desværre komme fra skolerne selv – ved at lukke enkelte skoler.

Beslutningen om hvilke skoler det skal være, skal ikke ske ud fra det siddende flertals ”konsulent-katalog” (som har kostet over ½ million kroner). Men ud fra en vurdering af antal elever i skolens optageområde og skolens geografiske placering.

Og der skal ikke kun være helt store skoler i kommunen. Vi har også behov for mellemstore skoler.

Til sidst vil jeg tilslutte mig din undren over de 11millioner som det angiveligt vil koste at fremtidssikre Moseby skole. Men sådan som jeg har forstået det, så handler det om hvad konsulentfirmaet mener der skal til, - og det er jo ikke sikkert at skolen, dvs. ledelse og lærere, børn og forældre, deler den opfattelse. Jeg mener, at man kan nå samme mål i vidt forskellige rammer. Og dermed lade den enkelte skole med sin særegne kultur, bestemme/ønske hvad der skal til for at man kan opfylde målet med kommunens skolepolitik.

Venlig hilsen
Ulla Schønberg
Formand og kandidat for SF-Jammerbugt
Møllevejen 53, 9690 Fjerritslev
ullasch@mail.dk