MÆRKESAGER
skole
ældre
miljø
forside sf-jammerbugt/valg 2009

Folkeskolen
SF Jammerbugt lægger vægt på, at folkeskolen er for alle børn.

Skole- og institutionsbygninger skal fremstå tidssvarende og i stand til at understøtte de pædagogiske udfordringer. Jammerbugt Kommunes skolestruktur skal således tilpasses de pædagogiske udfordringer i forhold til det samlede elevtal, arbejdsformer, ledelsesstruktur og lignende.

SF Jammerbugt vil tage udgangspunkt i de enkelte skolers forskelligheder og gennem differentieret ressourcetildeling sikre muligheden for, at alle skoler, fagligt og socialt, når samme niveau. Vi har fuld tillid til, at ledere, lærere og pædagoger i samarbejde skaber bedst mulig grunduddannelse for børnene. Derfor skal samarbejdet mellem forældre og lærere organiseres og tilrettelægges i fællesskab på de enkelte skoler. Dokumentation og evaluering i folkeskolen er pædagogiske redskaber, som bør anvendes på en måde og i et omfang, som skønnes pædagogisk hensigtsmæssig.

I et samfund, hvor der stilles stadig større krav til fagligheden i folkeskolen, vil SF medvirke til at sikre, at alle skoler kan håndtere de pædagogiske og faglige udfordringer. Alle skoler skal skabe en kvalificeret faglig, pædagogisk og social grunduddannelse for alle elever. Derfor vil det give et naturligt og sammenhængende skoleforløb ved et skoleskifte efter 6. Klasse. Der skal tilføres midler til skoleområdet, så udviklingsprojekter kan igangsættes, og det kan sikres, at folkeskolen håndterer faglige og pædagogiske udfordringer i et tidssvarende perspektiv.

Nogle børn har særlige behov og med afsæt i familieafdeling og PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning) skal der etableres et team med brede faglige kompetencer, som kan hjælpe børn, forældre og ansatte gennem rådgivning og vejledning. Børn med særlige behov skal således sikres det rigtige tilbud, hvad enten det er i kommunalt eller regionalt regi. SF Jammerbugt vil arbejde for, at der oprettes et heldagstilbud til børn med adfærds- kontakt- og trivselsproblemer og som har brug for et sammenhængende skole- og fritidstilbud.